Fællesskabsstafet 2026 sætter nyt fokus på fællesskaber. Tryg fonden har doneret 298.000 til en ny fællesskabsstafet i Nyborg kommune i september 2026. Overrækkelsen foregik den 17.marts i Ullerslev.
Nyborg kommunes borgere kan glæde sig til september, hvor fællesskabsstafetten igen ruller gennem kommunen for at sætte fokus på fællesskab, frivillighed og foreningsliv. Det er Tryg fonden, der gør det økonomisk muligt med en donation på 298.000,-
Sidst fællesskabsstafetten løb gennem kommunen var i 2024, hvor over 100 fællesskaber og foreninger bakkede op med aktiviteter og ikke mindst transport af depechen gennem kommunens store og små byer og lokalsamfund.
”I 2024 blev der knyttet nye forbindelser, som vi ønsker at bygge videre på. Fællesskabet står allerede stærkt i Nyborg kommune, og til september ønsker vi, at skabe et endnu større fokus på samarbejder på tværs af de eksisterende fællesskaber”, siger Mette Bro, formand for Frivilligcenter Nyborg.
Glæden er stor på frivilligcentret, hvor det indledende arbejde allerede er i gang med at planlægge en ny stafet der skal komme rundt i alle kommunens hjørner.
”Det har hele tiden været et ønske at gentage fællesskabsstafetten i 2026 – og nu er det heldigvis blevet muligt gennem den donation, som Tryg fonden har skænket os”, siger centerleder Nis Grønager Madsen.
I løbet af foråret vil der blive dannet styregrupper og fundet aktiviteter til fællesskabsstafetten, der løber af stablen i september 2026. Du kan følge med på Frivilligcenter Nyborgs hjemmeside og facebookside.
For yderligere information og tilmelding: kontakt Anne Lysebjerg Hansen, projektleder, alh@frivilligcenter-nyborg.dk